Beslutningen om at tage på efterskole bliver ikke taget fra den ene dag til den anden. Der ligger mange overvejelser bag, og i den proces er det især efterskolernes hjemmesider der står for skud. Det er her både elever og forældre søger hen for at få et indtryk af de enkelte skoler.
Det betyder også at efterskolernes hjemmeside udgør den vigtigste kontakt med omverdenen. Spørgsmålet er om hjemmesidernes potentiale bliver udnyttet fuldt ud?
Den traditionelle hjemmeside indeholder en præsentation af efterskolen og dens undervisningstilbud. Hvis de kommende elever eller nysgeerige forældre vil vide mere, kan de ringe, skrive eller besøge skolen. Hvad mange glemmer er at hjemmesiden indeholder muligheden for at komme i dialog med de besøgende.
En måde at få skabt rammer for dialog på skolens hjemmeside er ved at oprette en weblog. Webloggen er en selvstændig hjemmeside, hvor elever og skolens ansatte kan skrive indlæg om skolelivets små og store oplevelser. Her er det så også muligt for interesserede udefra at få et godt indblik i skolelivet, samtidig med at de selv har mulighed for at stille spørgsmål eller komme med kommentarer.
Webloggen er efterskolernes mulighed for at holde fingeren på pulsen. Hvad tænker de kommende efterskoleelever? Og hvad tænker deres forældre? Hvordan bliver skolen opfattet af andre udefra? Og så er det samtidig chancen for at give hjemmesidens besøgende en oplevelse af hvad det vil sige at være på efterskole. Hvordan ser der ud? Hvad laver eleverne i løbet af dagen? Hvad bliver der serveret til aftensmad? Hvad synes eleverne om at være på efterskole, og har de hjemve?