Stagis søger kommunikationspraktikanter til efteråret 2013

By

Stagis søger to praktikanter til efteråret 2013 med følgende profiler:

  • Corporate branding, kommunikation og kampagner
  • PR, kommunikation og sociale medier

CORPORATE BRANDING, KOMMUNIKATION OG KAMPAGNER

Har du behov for praktisk erfaring med corporate branding, kommunikation og kampagner? Savner du et solidt indspark til din teoretiske læring? Ønsker du et praktikforløb, som fokuserer på opbygning af corporate brands? Dette praktikforløb hos Stagis handler primært om at arbejde med praktisk gennemførelse af kommunikations- og corporate brandingprojekter, hvor du som praktikant skal assistere vores projektleder. Du kommer desuden til at deltage aktivt i den daglige drift af virksomheden, og afhængigt af dine ønsker og kompetencer skaber vi et forløb, hvor du indgår i projekter, der matcher dine interesser. Opgaverne spænder vidt, men tager udgangspunkt i virksomheders behov for at kommunikere identitet.

FOKUSOMRÅDER:

Deltagelse i udvikling af begivenheder, oplevelser og events – Kundemøder, kortlægning af projekter og konceptudvikling – Projektkoordinering og planlægning af begivenheder og kundeprojekter – Skrive tekster til web og tryk, fx artikler til nyhedsbreve og blog – Assistance for konsulenter og projektledere på kundeprojekter

PR, KOMMUNIKATION OG SOCIALE MEDIER

Vil du prøve din teoretiske læring af i praksis? Ønsker du at udvikle dig gennem et praktikforløb, som fokuserer på PR og opbygning af corporate image?

Dette praktikforløb handler primært om at arbejde med den praktiske gennemførelse af kommunikations- og PR-projekter for både Stagis og vores kunder. Som praktikant kommer du til at assistere vores projektleder ved at arbejde med pressemeddelelser, nyhedsbreve, kontakt til redaktioner og strukturering af kilder og medier. Du vil fra første arbejdsdag blive inddraget i arbejdsopgaverne og få ansvar for specifikke håndteringer af opgaver. Du vil også indgå som medhjælp i flere andre projekter i forbindelse med kortlægning og udvikling af vore kunders identiteter og design.

FOKUSOMRÅDER:

Kommunikation (intern og ekstern) for både Stagis og kunder – Mediehåndtering på baggrund af vores projekter for kunder – Stagis’ egen profil på sociale medier og blog – Håndtering af administrative opgaver ift projekter i huset- Udvikling og formidling af projekter for organisationer.

FOR BEGGE PRAKTIKFORLØB GÆLDER

ANSVAR OG AKTIV LÆRING

Vi forventer, at du deltager i hverdagen på lige fod med os andre. Både du og vi får det største udbytte gennem aktiv deltagelse – ved at du ikke kun ”ser med”, men også selv laver fejl og succes’er. Du bliver tilknyttet to medarbejdere i Stagis og vi udbetaler praktikløn.

For at komme i betragtning til disse praktikpladser skal du være i gang med en overbygningsuddannelse på et universitet eller en handelshøjskole, hvor du studerer kommunikation, markedsføring eller branding. Du skal have interesse for branding, kommunikation og PR – og kunne arbejde både selvstændigt og i et team. Vi forventer, at du taler og skriver korrekt dansk.

PRAKTIKANT I STAGIS

Hvis du vil være praktikant hos Stagis i efteråret 2013, så send din ansøgning og CV til

praktikant@stagis.dk. Fristen for ansøgning er 10. maj 2013. I dit CV må du gerne inkludere al din arbejdserfaring, også selvom det ikke har relation til kommunikation eller markedsføring. Find information om Stagis A/S her.

Vi glæder os til at høre fra dig!