På det seneste har der været en (endnu) større debat om børn og unge teenageres brug af bl.a. børne-forumet Arto, hvor børn kan finde “Venner, fællesskab og underholdning”, som det hedder på siden. Debatten går på, hvordan en del unge teenagere gennem sitet er kommet i kontakt med voksne mænd, som på den ene eller anden måde har misbrugt de unge. 
Især Rudy Frederiksen og psykolog Kuno Sørensen (PDF) fra Red Barnet har gjort sig bemærket med rådgivning om sikker chat.
Et af argumenterne fra Arto er, at de ikke kan stille meget op, fordi der er så relativt mange brugere på chatten, at det er umuligt helt at styre hvad der foregår (og i øvrigt at gennemskue samtlige voksne, som forsøger at få kontakt til børn gennem sitet). Men hvad så når man som skole går i gang med at åbne for den digitale dialog i form af chat, fora, blogs osv? Hvem har så ansvaret for hvad børn og unge oplever og bliver udsat for?
For det første har forældre et ansvar, men når unge fx er på nettet i skolen – eller efterskolen/højskolen, hvor de bor – må det være en pædagogisk opgave for skolen at tale med børn om brugen af forskellige websites. Især på en chat er det svært helt at gennemskue hvad der foregår fordi kommunikationen foregår synkront (dvs. dem der chatter er til stede samtidig og udvekslingen kan på de fleste chats ikke ses af andre, når den er overstået).
På en blog (som den du læser nu) er kommunikationen derimod asynkron. Det vil sige at jeg skriver på et tidspunkt og du læser på et andet. Det gør kommunikationen gennemskuelig. Og det er netop et af formålene med en blog. Den rummer samtaler, som andre kan se og blande sig i. Endelig kan man administrere en blog (ligesom et forum) og slette indlæg, som går “over stregen” og derfor er uønskede.
